I streng forstand kaldes dette sakramente for konfirmationen, men fordi vi lever i diasporaen, så har man valgt at kalde sakramentet for firmelsen, fremfor konfirmationen. I andre lande, og i katolske lande især, hedder sakramentet retteligt for "konfirmation", men lad os for praktikkens skyld holde os til den danske betegnelse.
I modsætning til forståelsen hos "de kirkelignende samfund", så er firmelsen et sakramente. Det har rod i bibel og tradition, og det er nødvendigt for at modtage de fornødne trosmæssige fakulteter der helliggør og opbygger. Det er ikke i streng forstand nødvendigt for at blive frelst, men det er en meget stor hjælp dertil.
Firmelsens sakramente i Bibelen
Vi læser første gang om tildeling af Helligånden udenfor dåben, i Apostlenes Gerninger (8,14-17) hvor menigheden i Jerusalem forfølges. Her kan vi læse at
"...da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, 15 og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte få den Helligånd; 16 thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn. 17 Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd."
Filip havde netop døbt samaritanerne, men de havde endnu ikke modtaget Helligånden, hvorfor der blev gennemført en håndspålæggelse efter der blev bedt for dem. Igen i Apostlenes Gerninger 19 (1-6) læser vi igen om tildelingen af Helligånden, udenfor og adskilt fra dåben:
"Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus 2 og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd." 3 Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til Johannes's Dåb." 4 Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus." 5 Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn. 6 Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede."
Fra de to passager fremgår det at der var en særskilt ritus for tildeling af Helligånden, og også at magten til at udføre ceremonien som sådan ikke blev tildelt via dåben. Nogen oprindelse til den rituelle del af sakramentet fremgår ikke, og heller ikke vedr. brug af krisamolie til gennemførelse af salvelsen. Men vi kan læse at JESUS KRISTUS citerer Esajas 61,1 i Lukasevangeliet (4,18: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres Syn, for at sætte plagede i Frihed"). Denne frihed kan siges at henledes til de helliggørende dyder som knyttes til viljen og fornuften, og som leder mennesket perfekt mod Gud og Hans vilje. Men også derfor er salvelse typisk knyttet til tildelingen af Helligånden. En særlig sætning fra apostlen Paulus er fx fra 2 Kor 1, 20-22:
"Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. 21 Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, 22 som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter."
Hverken riten om håndspålæggelse, bønner ifm. salvelse eller anden rituel praksis er nævnt, men det er særligt bemærkelsesværdigt at der åbent tales om Kristi salvende og beseglende effekt på sjælen og viljen (hjerter). Det henleder til den effekt som salvelsen og beseglingen har på sjæl, vilje og personens karakter, at her er tale om en konkret effektiv forvandling. Se fx også Ef 1, 13 og 4,30:
"..i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd" .. "og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag."
Sankt Peter fortæller igen i ApG 10,38 at Johannes prædikede...
"..det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.."
Og igen i 1 Johs 2, 20-27 fortæller Sankt Johannes..
"Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt...Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham."
Afslutningsvis, i brevet til Hebræerne bebrejder Paulus hebræerne for at falde tilbage i en tilstand af primitiv uperfekt viden om Kristen sandhed, (Heb. 5, 12: "Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde." og han formaner dem "Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, 2 med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom...4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd.." Her refererer Paulus til kristen initiering, dåb og håndspålæggelse hvorved Helligånden var hidkaldt, jf. ApG 2,38. Paulus taler implicit om ceremonien på en sådan måde, at han ikke behøver udlægge den yderligere, hebræerne er allerede bekendt med den. Denne apostolske praksis viser, at her ikke er tale om en slags fornyelse af dåbsløfterne eller trosbekendelse, og heller ikke noget som kun tildeltes samaritanere og efesere. Her var altså tale om en generel tildeling af åndelig oplysning af sjælen og tildeling af Helligåndens nådegaver, gennem håndspålæggelse. Opsummerende kan vi altså afdække en art tildeling af Helligåndens nådegaver, samt en formel besegling af dem, som en konkret åndelig indstiftelse adskilt fra dåben. Dåben er altså en genfødsel, en initiering eller begyndelse, hvor firmelsen besegler og stadfæster Helligåndens virke i menneskets sjæl. Det er derfor hensigtsmæssigt at denne besegling finder sted når barnet når fornuftsalderen, fordi det på dette tidspunkt har de fornødne rationelle forudsætninger for at udvikle og forfine sine dyder. Så langt så godt, men hvad siger kirkefædrene til alt det her ?
Foroven: Biskop salver en firmands hoved med krisamolie ifm. firmelsen, i den traditionelle latinske ritus (FSSP).
Kirkefædrene er selvfølgelig enige
Der er masser af udsagn og belæg hos de apostolske fædre, både ift. at konstatere en særskilt ritus udover dåben, som bestod af håndspålæggelse, salvelse og initiering med ord, at denne ritus var tillagt de allerede døbte, og at den efterlod et varigt indtryk på deres sjæle. Som en regel tildeltes dette mærke af en biskop i vest, og typisk en ordinær præst i øst. Selve ordet "konfirmation" anvendtes ikke blandt kirkefædrene i de første fire århundreder, men mere betegnelsen "besegling", "håndspålæggelse", "salvelse" eller "krismering".
Før Tertullian nævner de apostolske fædre ikke noget specifikt om firmelsen, men det skyldes at voksendåb og konfirmation typisk blev gennemført samtidig, og dermed ikke adskilt i tid i den troendes liv.
Citater fra Tertullian (Kartago, 155 - 220 A.D.):
Tertullian er den første som adskiller de tre forskellige initieringsriter i den katolske kirke. Fx skriver han "..efter vi er steget op fra vandet, salves vi med en velsignet olie ifølge den gamle regel...olien løber kropsligt over os, men gavner os åndeligt...herefter velsignes vi med håndspålæggelse, og Helligånden påkaldes over os" (Om Dåben, 6-8).
Igen i "Om kødets opstandelse" (8) skriver han: "...kødet, sandelig, er vasket, for at sjælen må renses, kødet salves, at sjælen må konsekreres, kødet besegles (med korset) at sjælen må forstærkes, sjælen overskygges med håndspålæggelse at sjælen på oplyses af Helligånden, og kødet dier på Kristi kød og blod, at sjælen må opfedes af Gud.."
Skt. Cyprian (210 - 258 A.D.):
Cyprian taler specifikt om to sakramenter, som tilvirker dåben i mennesket: "Helligånden skulle hidkaldes og udgydes over dem, hvilket også gøres blandt os, således at de som er døbt i Kirken er bragt til Kirkens gejstlige, og ved vore bønner og ved håndspålæggelse opnår de Helligånden, og gøres perfekte ved Herrens besegling" (72. brev).
"De som døbes når som helst og hvor som helst i Jesu Kristi navn, skal også fornyes og helliggøres, hvorfor i samme Kristi navn, lægges hænder ikke på den døbte person, for at de kan modtage helligånden? Hvorfor kan ikke samme majestæt i samme navn tilvirke, ved håndspålæggelse?....For hvis nogen fødes ud af Kirken kan blive Guds tempel, hvorfor kan Helligånden ikke også udgydes over templet? For han som er blevet helliggjort, hans synder er fjernet i dåben, og er åndeligt genskabt til et nyt menneske, er blevet gjort egnet til også at modtage Helligånden..." (73. brev)
"Det er også nødvendigt at han som døbes, skal salves, så når han modtager krisam, altså salvelsen, at han salves med Gud og får Kristi nåde" (69. brev).
Skt. Hippolytus af Rom (215 A.D.)
"Biskoppen vil så lægge sine hænder på dem, og hidkalde, "Herre Gud, du som har gjort disse værdige til syndens fjernelse ved genfødelsens bad, gør dem værdige til at blive fyldt med din Helligånd, skænk dem din nåde, at de må tjene dig ift. din vilje, for ved dig er al herlighed, Faderen og Sønnen med Helligånden, i den hellige Kirke, nu og altid i al evighed, Amen." Herefter hælder han olie i sine hænder, og lægger sin hånd på hver deres hoveder og siger: "Jeg salver jer med hellig olie i Gud den Almægtige Faders, og Jesu Kristus, og Helligåndens navn." Derefter, at have beseglet dem på deres pander, giver han dem fredskysset og siger: "Herren være med jer". Og de som er blevet døbt, skal sige: "Og med din ånd"."
Skt. Ambrosius (A.D. 339)
"Og husk at I har modtaget Helligåndens segl, åndens visdom og forståelse, åndens styrke og klarhed, åndens viden og gudelighed, åndens Gudsfrygt, og I har fået bevaret hvad I Har modtaget. Gud Faderen har beseglet jer, Herren Kristus har styrket jer, og givet jer ånden i jeres hjerter, som I har lært fra apostlene". (Prædiken til nye katekumener som allerede er blevet døbt).
Tildelingen og effekten af firmelsens sakramente
"Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder." - Johs. 16,7
Alle sakramenter er indstiftet af JESUS KRISTUS, men effekten af dette sakramente blev først effektueret ved Kristi opstandelse fra de døde (Johs 7,39: "Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort."). Tildelingen af sakramentet sker først ved fornuftsalderen, fordi menneskets fornuftsmæssige potentialer først er fuldt udviklede på den tid. Indtil da, kan Helligånden kun virke begrænset i den troende, jf, Paulus (1 Kor 13,11: "Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige"). Der ligger altså nogle rationelle fakulteter som skal realiseres, og Helligåndens modtagelse i firmelsen, og beseglingen heraf, forstærker de dydsmæssige kvaliteter hos den troende, således at man kan udøve Guds kærlighed på mest fuldkomne vis. Effekten af firmelsen er altså en fuldbyrdelse af dåbsløftet, hvor dåben i sig selv er en genfødsel og initiering. Firmelsen er en fuldendelse og tildeling af Helligånden og en forøgelse af Guds nåde i sjælen, hvorved den gøres komplet. Derfor kan dåben ikke stå alene, og det kan firmelsen heller ikke. Fordi Kristus er fuld af nåde, så opfyldes de troende ligeledes fuldstændigt af nåde i firmelsen.
Sakramentet er indstiftet til åndelig kamp. Man modtager altså sakramentet fordi man skal styrkes i den åndelige kamp mod magterne, og at man modigt må bekende JESUS KRISTUS, selv når man stilles foran troens fjender. Derfor er det passende at man besegles med et kors i panden med krisamolie (som efter sigende udvindes fra træerne i Gethsemane have den dag i dag). For det første, fordi panden med korset symboliserer en kriger som udrustes, og her forstås åndeligt. Åndens leder bør fremgå af panden på den salvede. For det andet, fordi man typisk gribes af angst og skam, hvis man forhindres i frit at bekende JESUS KRISTUS. På samme vis viste apostlene sig først offentligt efter de havde modtaget Helligånden, men gemte sig forinden i cenaklet, af frygt og skam. Derfor besegles panden, tættest i fysisk afstand på sjælens forestillingsevne, at den må forhindre skammen og frygten at få overtaget. Nu er firmanden beseglet, og således klar til at begynde sin jordlige pilgrimsfærd.
Veni, Sancte Spiritus,
et emitte caelitus
lucis tuae radium.
Veni, pater pauperum,
veni, dator munerum,
veni, lumen cordium.
Consolator optime,
dulcis hospes animae,
dulce refrigerium.
In labore requies,
in aestu temperies,
in fletu solatium.
O lux beatissima,
reple cordis intima
tuorum fidelium.
Sine tuo numine,
nihil est in homine,
nihil est innoxium.
Lava quod est sordidum,
riga quod est aridum,
sana quod est saucium.
Flecte quod est rigidum,
fove quod est frigidum,
rege quod est devium.
Da tuis fidelibus,
in te confidentibus,
sacrum septenarium.
Da virtutis meritum,
da salutis exitum,
da perenne gaudium